| Tibirke Sogn new@sns.dk Tilbage
til Pastoratet Tilbage
til TOP |
Vejby-Tibirke Pastorat Tibirke Kirke
TIBIRKE KIRKES HISTORIE Tibirke Kirke er antagelig bygget omkring 1120-1130 som en lille romansk kampestenskirke bestående af kirkens nuværende andet og tredie fag samt et lille kor med apsis. Den første stenkirke har sandsynligvis været placeret på et gammelt hedensk offersted med en hellig kilde,hvor man har dyrket guden Ti eller Tyr. Herfra stammer muligvis stednavnet Tisvilde, som måske betyder Tyrs- eller Ti's væld. Måske har der også ligget en offerlund, hvad navnet Ti-birke kunne tyde på. Oldtidsvejen, hvoraf der findes rester i Ellemosen syd-øst for kirken, har muligvis været valfartsvej til offerstedet og helligkilden. I sidste halvdel af 1300-tallet er kampestenskirken blevet udvidet med sit nuværende vestligste fag, og skibet i sin helhed blevet forsynet med hvælvinger, hvor der tidligere var fladt bjælkeloft. De små romanske vinduer, hvoraf man endnu kan se to, som er blændede, blev på samme tid erstattet med større vinduer i gotisk stil. I midten af 1400-tallet er det oprindelige kor revet ned, og et større kor, som er bredere end skibet, er opført. Muligvis har det været begyndelsen til en større ombygning af kirken, som aldrig er blevet til noget. Man mener, at midlerne til det store kor stammer fra de mange offergaver, som de valfartende gav efter deres besøg ved Helene kilde og grav. Tårnet er opført i første halvdel af 1500-tallet, men har gennem århundrederne gennemgået mange ombygninger. Imidlertid kom Tibirke Kirke til at opleve en frygtelig sandflugt, som lagde hele det område, hvor nu Tisvilde Hegn ligger, øde, og som også ødelagde Tibirke by, der lå omkring kirken, og som - ifølge indskriften over indgangen til våbenhuset - bestod af 9 gårde,annekspræstegård, degnebolig, kirkelade og adskillige huse. I 1725 var situationen så kritisk, at det blev besluttet at flytte gårdene ud på bymarken mod nord, mens alene kirken på kong Frederik den Fjerdes befaling blev liggende. Det fortælles, at sandet nåede næsten op til kirkens tag, og samtidig må sandflugten have givet sig udslag i almindelig forfald af kirkens inventar. Udgiver: Tibirke Menighedsråd |